BIRGITTE KASTANIEGAARD: DANSKE GINKØBERE VIL GERNE PRØVE NYT
Hun har fingeren på proppen og ved, hvad ginkøberne er til. Vi har talt med Birgitte Kastaniegaard, der rådgiver kunderne i Taxfreeshoppen i Billund Lufthavn

Foto Privat
Navn Birgitte Kastaniegaard Fødeår 1972 Hjemby: Ikast Ginrelation Taxfree, Billund Lufthavn, Vinspecialisten i Herning og Birgitte’s G&T Univers
Hvad er det fascinerende ved gin?
Det mest fascinerende ved gin er nok, at man altid kan lave en drink, som ens gæster kan lide. Man kan bruge samme gin, blot mixe den med en anden tonic, og smagen ændrer sig - eller mixe den til den skønneste cocktail. Personligt kan jeg godt lide alle de forskellige botanicals, som de består af, og så tilsætte garnish, som fremhæver smagen. Jeg nyder altid min gin neat for at finde ud af, hvordan jeg har lyst til at mixe den på dagen.
Hvordan begyndte din passion for gin?
Inden jeg begyndte i Taxfree i Billund Lufthavn, var jeg hos Vinspecialisten i Herning, hvor jeg afholdt en masse romsmagninger. På et tidspunkt syntes jeg, at det blev lidt kedeligt og ville gerne udfordres mere. Derfor begyndte jeg at kigge i ginnens verden. En dag kom der en sælger på besøg, den energi han kom med, og alle de nye gin, som han havde med i kufferten, overbeviste mig om, at det var ginnens vej, jeg skulle gå.
I 2018 startede jeg mit eget lille firma, Birgitte’s G&T Univers. Det tog lidt tid at komme dertil, men siden er det bare vokset og vokset med mange smagninger om året. I dag består min egen samling plus 350 forskellige gin, hvor over 100 er danske. Jeg har dem ikke for at samle på gin, men for at smage, så jeg kan guide mine kunder og gæster bedst.
Hvilken gin og tonic drak du sidst - og hvorfor?
Det var den nye Gin Mare Capri med Fever-Tree Mediterranean Tonic Water, som jeg nød ved solnedgangen lørdag aften i Løkken. Gin Mare Capri er en fantastisk frisk gin, og jeg er stolt over, at vi i Billund Lufthavn er de eneste i Danmark som sælger den.
Du arbejder professionelt med salg af vin og spiritus. Hvordan har du oplevet det det ginboom, vi har været vidende til de senere år?
Da jeg begyndte i lufthavnen i 2016, havde vi ikke ret mange gin, men i dag har vi flere end 50 forskellige på hylderne. Det er vores gæster vilde med, for ligesom udvalget er steget i, er gæsternes lyst til at blive udfordret og købe nye flasker det samme. For dem er det fedt at komme hjem med en flaske, som naboen måske ikke kender. Jeg synes da også, at boomet er fantastisk, og jeg tror ikke, at det er toppet endnu.
Hvor stor er interessen for dansk gin blandt de udenlandske rejsende?
Vores udenlandske gæster i lufthavnen vil meget gerne vide noget om de danske produkter. Og jeg fortæller med stolthed om de danske gin, vi har. Dog er prisen på de danske gin ofte for dyre til deres gavebudget - især da de ofte sammenligner prisen på snaps. Hvorimod vores danske gæster synes, vi har billige danske gin.
Er der forskel på den gin, der bliver solgt til danske og udenlandske rejsende?
Ja, vores udenlandske gæster vælger ofte anderkendte brands som fx Bombay Sapphire, Hendrick's, Gin Mare og gin fra Whitney Neill, hvorimod vores danske gæster er frisk på at prøve mange nyheder og gin, de ikke har set før. Selvfølgelig er der også en stor del, som har som tradition for at have en Gordon’s med på ferie, for det har de altid haft.
Hvis du møder en, der bare ikke kan lide gin og tonic – men godt vil give dig en allersidste chance for at blive omvendt – hvad vil du så servere?
Når jeg holder en smagning, er der ofte nogle, der ikke kan lide gin. Derfor tager jeg en snak med dem for at blive klogere, og som regel viser det sig, at det er tonicen, de ikke kan lide.
Der vil altid være gin, der ikke falder i ens smag, men jeg får næsten altid serveret gin, som folk kan lide, fordi jeg lytter til, hvad de siger og tilpasser gin og tonic efter deres ønsker. Hvis jeg mødte en, der ikke kan lide gin og tonic, ville jeg servere en Woodhill Gin med Fever-Tree Mediterranean Tonic Water og en tvistet appelsin som garnish.
Hvis du måtte tage fem flasker gin med hen på en forladt bar, hvilke skulle det så være?
Woodhill Gin, Old English Sloe Gin fra Hammer & Son, Gin Mare Capri, Cruxland Gin, Knaplund Sweet Magon Ginkilør. Det er fem meget forskellige gin, men på den forladte bar, skal vi jo dække alles behov.