COSMOPOLITAN
Den er så 80er-agtig som noget kan være. Cosmopolitan udtrykte årtiet og var med til at definere en hel ungdom i New York.

Foto Bo Nygaard Larsen Skru op for LP-musikken, drej gashåndtaget helt i bund og rejs tilbage til 80erne. Hver uge blogger jeg om drinks og cocktails for Falkensten Vin i Frederikssund – i efteråret 2020 med et tema om ikoniske cocktails, som vi husker dem fra 80erne - dog i en kraftig opgradering.
Fest, farver og firsere. Det hele hænger sammen, og måske endnu mere, når jeg her ser tilbage på den svundne tid. De grå 70ere med oliekrise og begrænsninger i købekraften blev erstattet af en større selvtillid, mere power på paletten og vedvarende udfordringer af de eksisterende vaner.
Det gjaldt ikke mindst festlivet, hvor diskotekerne vandt mere frem på bekostning af de brune værtshuse. Tendensen var global, og i ethvert verdenshjørne blev der præsenteret nye cocktails eller varianter af de eksisterende. 80erne har da også sit helt specielle kapitel i cocktailens historie, og for os, der fik hormoner i netop dette årti, bliver det næppe mere ikonisk.
En af de mest klassiske fra tiden er Cosmopolitan. Den blev udviklet i 1988 af Toby Cecchini på The Odeon i New Yorker-bydelen Tribeca
Cocktailen fra New York
En af de mest klassiske fra tiden er Cosmopolitan. Den blev udviklet i 1988 af Toby Cecchini på The Odeon i New Yorker-bydelen Tribeca. Baren blev kendt som stedet, der i den grad var med til at definere 80ernes New York, fordi det var her, kulturbærerne, indflydelsesrige eller ej, kom for at netværke, flirte og nogle gange slås. De så sig selv som en del af verden, som kosmopolitter, der havde alle kontinenter som deres legeplads.
Reelt set var det – om han vidste det eller ej - en videreudvikling af en ældre opskrift, der bestod af gin i stedet for vodka og hindbærsirup i stedet for tranebærjuice. Men i Toby Cecchinis cocktail er der citronvodka (Absolut, naturligvis), Cointreau, tranebærjuice og friskpresset limejuice.
Sex and the City
Cocktailen fik sit 80er-liv, men det var først ti år senere, i 1998, at den for alvor slog igennem. Det skete som en del af tv-serien Sex and the City. Cosmopolitan levede op til sit navn og blev et verdenshit og dét, der blev serveret på barerne og klubberne som en hyldest til den arbejdende og selvstændige kvinde.

Foto Bo Nygaard Larsen
Cool Cointreau
Men den omfavner også en større del af historien, for med Cosmopolitan skal vi have fat i den altid skønne, men ligeså glemte, Cointreau. Den blev lanceret i 1875 i Frankrig og er en såkaldt triple-sec appelsinlikør, hvilket, i hvert fald formelt, vil sige, at den er destilleret tre gange. Der findes mange appelsinlikører på markedet, også mange gode, men Cointreau, med en em fra min mormor og morfars stuer i 80erne, er den, jeg gang på gang vender tilbage til. Den kan drikkes rent eller kan bruges som en del af en cocktail og er for eksempel enestående i en Cosmopolitan. Husk, at den efter åbningen skal opbevares på køl. Jeg lader her limesaften udgøre citrussmagen og vælger en ren vodka. Franske Grey Goose, som jeg har brugt ved flere lejligheder, er blød i smagen og stikker dermed ikke af i en sprittet retning. I denne opskrift bruger jeg en økologisk tranebærjuice fra Änglamark fra Coop. Den er i koncentreret form og har derfor en markant smag af bærrene. For mig gør det ikke noget, og da cocktailens farve bliver mere tydelig, foretrækker jeg koncentratet i stedet for en fortyndning.
Skru op for LP-musikken … til en Cosmopolitan vil jeg anbefale lidt Cyndi Lauper.
Hvad
3 cl Grey Goose Vodka
2 cl Cointreau
1 cl friskpresset limejuice
4 cl tranebærjuice
Isterninger
Hvordan
Stil et martiniglas i fryseren et kvarters tid Kom ingredienserne op i en shaker med is og ryst
Si indholdet over i det iskolde glas
Pynt med limehjul og servér straks
Glas
Martiniglas