SUPERSMAG OG EN ENESTÅENDE HISTORIE MED SILENT POOL
Det er ingen overdrivelse. Gin fra engelske Silent Pool har gjort sig til, siden den første flaske blev tappet i 2015. I denne artikel ser jeg nærmere på destilleriet bag - med et unikt interview med Sophie Best, der er daglig leder.

Silent Pool Intricately Realised Gin Foto Bo Nygaard Larsen
Det er flid, fedt og nyd. Det er gin, når det er bedst, og det er en fantastisk historie fra det mytiske England. Silent Pool Intricately Realised Gin fra Silent Pool Distillers har det hele i sig, og det er da heller ikke tilfældigt, at ginnen i 2016 vandt guld ved World Spirits Award.
»Vi satte os for at producere håndlavet og håndværksmæssigt spiritus af kompromisløs kvalitet ved hjælp af de bedst mulige ingredienser.«
Sådan siger Sophie Best, daglig leder hos Silent Pool Distillers, til Bos Bar.
En gin fra en enestående natur
Firmaet blev grundlagt i 2014 af vennerne Ian McCulloch og James Shelbourne. De ville lave et destilleri, og det skulle ligge på et sted med historie, sjæl og have let adgang til rent vand. Hurtigt faldt interessen på søen Silent Pool i grevskabet Surrey godt 50 kilometer sydøst for London. Hertugen af Northumberland, der ejede jorden, gav dem lov til at lave de gamle stalde om til destilleri, og eventyret begyndte.

Sådan ser den ud, Silent Pool. Søens bund består af kridt, der giver den karakteristiske farve Foto Silent Pool Distillers
»Vi ligger i et område med enestående natur, omgivet af af store skove og bakker. Det er det britiske landskab med små veje og landsbyer, og det er både beroligende og smukt. Her bliver vi konstant mindet om vigtigheden af bæredygtighed, og vi gør alt, hvad vi kan, for at give så meget som muligt tilbage til naturen,« siger Sophie Best.
Kong John og skovhuggerens datter
Samtidig har søen den historie, der, sammen med smagen, har gjort ginnen kendt. Det hedder sig, at John, der var konge af England fra 1199-1216, en dag kom ridende ved Silent Pool. Han forelskede sig i skovhuggerens datter og satte sig noget for, som hun ikke var enig i. Hun flygtede ud i søen, og da hun nåede midten, kunne hun ikke mere og druknede. Ifølge en legende fra 1858 hjemsøger skovhuggerens datter søen hver midnat. Den mystik har destilleriet gengivet i mønstret på deres flasker og i den generelle markedsføring.

Silent Pool arbejder bevidst med den historie og mystik, der kendetegner søen. Det ses tydeligt i designet af deres flasker og øvrige markedsføring. Her er trekløveret i deres mest kendte serie Foto Bo Nygaard Larsen
»På vores flasker er der en krone, en ridder på hesteryg og en kvinde, der er vævet ind i mønsteret for at repræsentere historien. Det er noget, der giver vores brand oprindelse og tilføjer et ekstra lag af interesse og historie til vores gin. Det er en fantastisk måde at få forbrugerne til at huske og forstå mærket. Vi markedsfører os ikke som en mystisk gin, men historien topper bestemt forbrugernes interesse og opmuntrer dem til at dykke dybere ned i Silent Pool Gins verden,« siger Sophie Best.
24 botanicals og 600 forsøg
Dermed understreger hun, at det er smagen, der er det afgørende. Silent Pool Intricately Realised Gin, der kom på markedet i marts 2015, består af 24 botanicals som hyldeblomst, kamille, pære, honning, kvanrod, bitter appelsin, bergamotappelsin og, naturligvis, enebær.

Silent Pool Distillers ligger godt 50 kilometer sydøst for London. Her et kig indenfor Foto Silent Pool Distillers
Silent Pool Intricately Realised Gin tilhører typen London Dry. Det vil sige, at der efter destilleringen ikke må tilsættes smagsforstærkere. Vandet i ginnen kommer fra søen, der hvert døgn producerer 100.000 liter regnvand. Destilleriet har tilladelse til at tage de 4.000 liter, som de filtrerer op fra søens kridtbund.

Silent Pool Intricately Realised Gin er her fotograferet som en gin og tonic - med Fever-Tree Premium Indian Tonic og en skive tørret appelsin fra frugtskiver.dk Foto Bo Nygaard Larsen
»Vi ønskede at skabe en ekstraordinær gin med flere lag af smag, og vi ville også at give den et lokalt præg, så den kunne fange essensen af Surrey Hills. Efter 600 opskriftskombinationer fandt vi frem til, at den bedste smag kom fra de 24 botanicals, vi valgte at bruge,« siger Sophie Best og fortsætter:
»Ingen botanicals overstyrer en anden, og det betyder, at de alle arbejder i harmoni med hinanden. Derfor er ginnen alsidig, afbalanceret og fungerer godt i en række cocktails. Det lyder simpelt, men det er det ikke. Det skyldes, at vores destillationsproces er unik, fordi vi får det bedste ud af hver eneste ingrediens.«
De to andre gin i serien er Silent Pool Rose Expression Gin og Silent Pool Rare Citrus Gin. Dem ser jeg nærmnere på i en anden artikel.

Så er der gin og tonic. De klare isterninger er fra cryztalclear.com Foto Bo Nygaard Larsen
Opskrift
1 del Silent Pool Intricately Realised Gin
3 dele Fever-Tree Premium Indian Tonic
En skive appelsin
Husk at fylde glasset op med is, så du får en frisk drink fra første til sidste slurk
Om denne artikel
Flaskerne og merchandise er leveret af henholdsvis Falkensten Vin, Frederikssund, og Tamariua Gruop, der importerer Silent Pool Gin til Danmark